Så blev det atter tid til at stille urene tilbage. Mit vækkeur er radiostyret og “burde” selv kunne finde ud af at vise den korrekte tid. Nej, det kunne den så ikke! Så jeg blev vækket en time før planlagt. Normalt ville det have ærgret mig, men ikke i dag! Jeg skulle deltage i det løb jeg sætter allermest pris på. Himmelbjergløbet. Så det gjorde ikke noget jeg kom for tidligt op.

Jeg var spændt på hvilke kendte ansigter jeg ville møde på toppen. Sidst jeg skrev om løbet var der jo mange begejstrede tilkendegivelser. Så mon ikke det halve af Marathongruppen ville møde op?

Ikke helt. Kun den seje kerne var på toppen. Dem der elsker naturen og lidt udfordringer ud over det sædvanlige. Der var Hanne Gladney, Hans Thostrup, Bent Ambrosius, Christian Wulf, Per Nørgaard og så undertegnede. Det bliver svært at beskrive hvad I andre gik glip af. Men hvis I tager min beskrivelse fra sidst år og pifter den op med det smukkeste efterårsvejr i mands minde, så er I ved at være der.

Hanne og Hans løb i første startgruppe. Fem minutter senere løb Per og efter yderligere fem minutter løb Bent, Christian og jeg. Forinden havde jeg naturligvis instrueret dem i brugen af lykkesten. Kun Hanne og Hans prøvede “lykken”. Jeg selv havde fundet en sten med en lille skarp kant, som rigtig kunne mærkes hvis jeg klemte til. Det ville blive nødvendigt vidste jeg.

Den første km nedad fulgtes Bent, Christian og jeg ad. Vel nede begyndte landskabet straks at gå op igen. Det havde jeg ikke glemt i år. Nej jeg var godt forberedt. Dog ikke forberedt på at underlaget var så smattet, som det var i år. Det var meget smattet. Hanne fortalte da vi mødtes i målet, at hun så en løber miste sin ene sko i mudret. Da hun løb forbi ville hun, flink som hun jo er, tage skoen med. Men det resulterede i at hun selv var ved at sidde fast. Jo der var mudret.

Efter ca. 3 km. trak jeg fra. Ikke fordi jeg havde et mål om at løbe i ny PR, men jeg følte mig godt løbende. Efter depotet halvvejs nærmede jeg mig HC Andersens Bænk. Sidste år måtte jeg ned at gå på denne hårde stigning. I år havde jeg det ikke som et mål, at løbe op ad den, men et meget varmt og brændende ønske. Mon ikke jeg også kunne bruge min sten her? Det blev ikke nødvendigt. For lige før “bænken” mødte jeg to fyre der løb med rygsæk på. “Kan de løbe med rygsæk op ad den her bakke, så kan jeg også uden”. Jeg holdt mig bag dem på de første meter. “Hvis I lover at holde den løbende, lover jeg at blive her bagved”, sagde jeg. En af dem mente at det kunne de ikke, og ganske rigtigt, ca. midt på bakken løb jeg forbi dem. Takket være dem og tanken om at de løb op med rygsæk, gjorde at jeg holdt den løbende. Og denne gang hele vejen op. Dejlig fornemmelse.

Nu skulle de næste km op og ned bare overstås inden mødet med “Bjerget”.

Kort før “Bjerget” tog jeg en af mine gamle “kneb” i brug. Find en smuk kvinde at løbe bag ved!

Jeg fik øje på en kvinde et godt stykke foran. For at nå op til hende kom jeg til at løbe for hurtigt, så jeg løb forbi hende. Heldigvis var hun godt løbende og på vej hen til bådpladsen overhalede hun mig. Alt var tilrettelagt til den foranstående “Bjergbestigning”.

Op ad trappen.

Den første trælse stigning.

Finde den rigtige rytme, og finde “kvinden” igen. Hun var ca. 10 m foran og så ud til at være godt løbende. For godt. Heldigvis havde jeg min sten at holde mig til og den ville jeg ikke slippe!

Jeg holdt min rytme og skød en “vanvittig” fart op ad bjerget. Her taler vi, med lidt overdrivelse, 5 til 6 km/t.

Rikke som min nye løbe veninde hedder, var gået i stå, så da jeg nærmede mig, råbte jeg til hende at hun skulle holde den i gang, hvilket hun heldigvis gjorde. Det gentog sig et par gange op ad bjerget. Så ved hendes hjælp og min lykke sten som jævnligt fik et klem, holdt jeg igen i år mine ben løbende. Ikke hurtigt, men løbende.

Kort før mål var det muligt atter at spurte og naturligvis forsøgte jeg at indhente Rikke. Men hun var for godt løbende, så jeg nåede hende ikke. Men lige før jeg krydsede målstregen så jeg Per Nørgaard. “Niels du løber ikke forbi mig inden mål” Jo, det gjorde jeg, så jeg slog ham med 5min og 1 sek. Det var Pers debut på Himmelbjerget og han havde også løbet hele vejen op ad “Bjerget” så “Respekt”.

Hanne og Hans stod i målet og tog imod os. Hanne var gået i stå på bjerget og havde smidt sin lykkesten, mens Hans havde beholdt sin og løb hele vejen op ad “Bjerget”. Du må på den igen til næste år Hanne! Og Hans – “Respekt”.

Jeg fik sagt tak for trækket op ad “Bjerget” til Rikke. Det viste sig at hun var lige så glad for mit selskab op ad bjerget, som jeg for hendes. Det er godt man kan hjælpe hinanden!

Kort efter jeg havde krydset målstregen kom Christian også i mål. Og til sidst Bent.

Vi fik talt om vores løbeoplevelser rundt i skoven inden vi gik ned ad “Bjerget”, ned til en kop varm kaffe og varm hyldebær saft.

Tider:

Bent Ambrosius 1:25:19

Per Nørgaard 1:25:06

Hanne Gladney 1:24:32

Hans Thostrup 1:23:55

Christian Wulf 1:23:26

Niels Imhoff Nielsen 1:20:05

Og Rikke 1:24:54 (Hun var startet i anden gruppe)