Søndagstræningen den 12. august, var så intensiv at den strakte sig over to dage. Årets 24 timers løb omkring Søndersø var atter engang en kæmpe succes. Og det på alle fronter. Vejret, maden, hyggen og løbet. Jeg ved ikke om nogen lagde mærke til det, men den uvildige dommer komité var forbi, og uddelte 24 funklende stjerne med plus og pil op. Der var en stjerne der blev holdt tilbage af uforståelige årsager. Har dog en tro på at den kommer i 2013.

Uden det gode samarbejde og hold ånd der har været udvist fra alle på de to hold, ville vi nu ikke kunne side med den herlige følelse af en bragende succes. Man siger gerne: ”Ingen nævnt, ingen glemt” ja – og ”ingen regel uden undtagelse”.
Per Fisker og Henning Larsen, gør en kæmpe indsats for at det hele skal gå op i en højere enhed. Fra mig lyder der en stor tak til de to. Selvom det kostede lidt på løbssiden fra jer smiley så gjorde I det fantastisk.

Vi havde rigtig godt vejr, men det ville ikke være helt det samme uden et telt, hvilket vi kan takke Per Ulrik for. Køleskab fra Flemming Pihl, så vi kan få vores mad og vand på køl. Trine og Pia: ”Skal vi ikke lave nogle pølsehorn at tage med” og jeg kunne blive ved. Alle bidrog med et eller andet. Godt humør, en kage, klapstole, frisk morgenkaffe, snolder, nybagte boller eller 5,7km i ny pr.

Alle gjorde det fantastisk på løbs siden. Hvilket bevises med en 3. og 11. plads i vores kategori. Og igen ”Ingen nævnt ingen glemt” og alt det der. Men Louise, som eneste kvinde på Turbo holdet, løb jo intet mindre end formidabel. Ingen af mændene havde her en chance for at følge med. En anden der overraskede mig, og måske også sig selv, var Poul Martin. Han havde løbet nogle gode runder og da det gjaldt til sidst, tog han teten og løb, sammen med Claus, forbi vores nærmeste konkurrent, så 3. pladsen kom i hus!

Rivalerne fra Tawi Allstars, gav os kamp til stregen. Her skal jeg ikke holde mig tilbage med at rose dem, de var rigtig gode i år. Ikke gode nok til 3. pladsen, som vi jo tog for næsen af dem. smiley

Kaffeholdet som burde tage den med ro, holdt sig bestemt ikke tilbage. Selvom de ikke kom i top 10 genvandt de 11. pladsen med 50 runder mod 49 runder i 2011. Ikke nok med det, så blev de 50 runder taget 16min. hurtigere end de 49 året før! Igen var det viljen og den samlede holdindsats der gjorde udslaget. Så der var bestemt ikke blevet sparret på kræfterne. Konkurrencen var bare blevet skærpet i år. Der er jo dem der mener konkurrence er sundt!

Selvom ruten omkring Søndersø burde være til at finde ud af, opstod de sædvanlige misforståelser. Nej man skal ikke op på atletik stadion og tage en runde. Og ja, det er forbudt at løbe omkring campingpladsen for at købe en fransk hotdog. Den største misforståelse opstod da Lars Cederstrøm kom til at tage Nørresø med, hvilket resulterede i Turbo holdets langsomste tid på 28:25. Holdt op mod den hurtigste på 21:58 var det jo ikke så ringe endda, taget de to søer i betragtning.

Og så var det jo en masse dejlige unger, der var med nede for at heppe på mor og far. Der var bl.a. Mads, uden tvivl en knægt med gode løbe gener, der løb flere omgange end sin far!

Skadeholdet var repræsenteret af Jan Nielsen og Henning Sørensen. Hyggeligt at de ville komme og spise sammen med os andre. Nu vi er inde på maden, så var der atter engang mere end rigeligt. Gode og sunde salater. Bøffer og pølser der blev grillet af et dygtigt og kyndigt grillteam. Vin, øl og vand. Nej der manglede ikke noget. Hygge af meget høj karat.

Jan Poulsen og Gitte havde taget kameraet med så vi alle kan få lidt ”efter stemning”. En skam de ikke fik et billede af den tornado der hærgede teltpladsen, og som vi senere fandt ud af, var skyld i at en enkelt af “os” ikke kunne nå rundt under 25min. Til gengæld fik de billeder af så mange andre ”Tornadoer”.

At så forskellige personer, uden megen anden kendskab til hinanden end løb, kan skabe sådan en atmosfære af hygge, i Marathongruppens telt, er jo bare atter et bevis på, hvor meget godt løb kan gøre. (den var lang)

Ser frem til at løbe 24 timers løb med jer alle og måske flere i 2013.