Kort før løbet satte Klaus Bolving sit startnr. til salg på FB. Jeg fik den gode idé at følges med min datter under løbet. Hvis hun da havde lyst til at følges med hendes løbegale far! Det havde hun heldigvis.

Min datter skulle løbe hendes første halvmaraton. Hun var startet helt fra bunden med skiftevis gang og løb. Hendes km. tider lå stabilt omkring 6:00.

Det skulle være et løb i hendes tempo og på hendes præmisser.

Hun bor i Fredericia så det var jo bare lige over broen, så var vi der. Når nu 11000 løbere skal samles kan det godt give lidt trafik problemer. Midt på den nye lillebæltsbro gik trafikken da også i stå. Og naturligvis blev min datters nervøsitet forøget yderligere.

Når vi det nu?

Men alle skal samme vej og alle når det!

Vejret var atter engang super. Sol, ikke for varmt og lidt vind på udsatte steder.

Kort før start så jeg Ulla Binderup Jakobsen, men hun skulle jo op foran, mens vi stod trygt og godt her ved 2:20 timer skiltet. Hvilket var min datters mål.

Starten gik og vi var i gang.

11000 glade løbere var på vej.

Løbet har to startsteder, og efter ca. 2km løber de to grupper så sammen. Det ser fantastisk ud. Mennesker over alt. Hvilket syn. Kort efter når vi så Lillebæltsbroen, eller som de kalder den ”Highway to Hell” hvor der står et band og spiller en gang gedigen rockmusik Hvilken følelse!

Efter danske forhold vil jeg sige, der var god tilskuere support undervejs.

Da vores hastighed var en del under mit normale tempo, havde jeg masser af overskud til at hilse på dem der stod op heppede. Dejligt at give et smil og få en masse tilbage.

Jeg havde også overskud til at se på dem som jeg løb med. En lidt anden kategori end dem jeg plejer at løbe med. Mange lignede nogen der havde sat sig et noget urealistisk mål. Nogle var ret tunge, og nogle så meget medtaget ud.

De vandt min dybeste respekt!

Hvad for mange af os i Marathongruppen er en normal søndagstur, var for dem deres højeste mål inden for løb! De ville det og de gjorde det.

Tillykke og respekt herfra til alle jer der gennemførte jeres første Halvmarathon.

Ved væskedepoterne løb jeg i forvejen og hentede vand, så Line, som min datter hedder, bare kunne holde sig i midten og nøjes med at gå lidt ned i fart.

Efter at have passeret Lillebæltsbroen for anden gang skulle vi nu bare ud forbi det smukke Hindsgaul. Efter Hindsgaul kommer der en let og lang stigning op mod 18km skiltet. Mange er mærket og er nede at gå. Line har også krise, men holder gang i løbet.

Vi møder fartholdere med 2:15 på.

”Line du skal bare op til dem og holde kontakt”. Hun lider men prøver. Det går nedad, på brosten, i smalle gader. Hvor er de sidste km. altid lange! Ved kirken får Line tildelt lidt ekstra energi. Hendes datter står og råber ”Hep på mor”

På opløbet holder vi kontakten med fartholderne. Og hvilken support der er her. Lige pludselig høre jeg mit navn blive råbt. Det er Annette Bruunshøj Jakobsen der har fået øje på mig. Tak for det Annette! Lige før målet tager jeg Line i hånden så vi kan krydse målstregen sammen. Tiden sagde 2:15 min langsomste, men hvad gør det det når bare jeg fik en oplevelse af de helt store.

Samtidig var det jo 5 min hurtigere end Lines forventede tid.