Kampen mod bjerget.

Det er søndag den 30. oktober og vejret er efterårsagtigt. Grå og det småregner. Stedet er parkeringspladsen ved Himmelbjerget. Foran venter efterårets store udfordring. Himmelbjergløbet. Et løb i den smukkeste natur og med efterårets smukke farve. Og ja, lidt smattet undergrund ind imellem.

På vej op på bjerget hentes startnummer.

Nr. 2346 det er vel et okay nummer, men hov jeg er kommet i startgruppe 2. Det var da vidst godt jeg lige så det, plejer ellers at starte i gruppe 3.

Oppe på toppen får jeg et kig ud over det flotte landskab, inden jeg går i gang med en, for mig meget vigtig opgave, at finde en sten, som jeg skal have lavet en aftale med. Jeg tager den rundt i skoven og ligger den tilbage når jeg kommer i mål imod at den hjælper mig til at løbe hele vejen op ad bjerget. Der ligger den, den skal det være. Ligger godt i hånden, ja. Aftale på plads, ja.

Så er jeg klar!

Efter startgruppe 1 med alle de hurtige er sendt af sted er det vores tur. Nu kommer nervøsiteten. Den gode nervøsitet der skal få gang i adrenalinet som forhåbentligt skal være med til at få mig op af bakkerne, og til sidst bjerget.

Starten er altid kaotisk. For mange mennesker på for lidt plads. Og så går det stejlt nedad, nedad og nedad. Det var så den første km og nu bliver der plads til at løbe. Det løb som jeg har nøje planlagt. Men hvad er nu det, går det allerede opad, en lille men ikke ubetydelig forglemmelse. Det var tidligt at der kom syre i benene. 2 km og jeg puster allerede som en gammel mand på 51.

Efter yderligere 3 km med lettere ujævnt terræn kommer skillevejen hvor de lidt klogere men knap så natur interesserede, dem der har valgt 9 km i stedet for 15 km, kan dreje af. Det er godt, for så ved jeg, om ikke så længe kommer der asfaltvej hvor det går det stille og roligt nedad, et dejligt behageligt fald. Der hvor man kan få luft. Og nyt liv.

Ikke nok med det så er jeg næsten halvvejs og der kommer et væskedepot.

Det er jo dejligt nemt det her!

H. C. Andersens bænk havde jeg bestemt ikke glemt og den kom også kort efter væskedepotet. Det er en stigning der skal minde mig om hjertet slår og det slår hurtigt. En påmindelse om at det her er Himmelbjergløbet og det er ikke nemt.

Lige inden toppen af H. C. Andersens bænk må jeg ned at gå. Sidste år kunne jeg da løbe hele vejen op ad den, det må være det år jeg er blevet ældre, æv.

Alt får jo en ende og det gjorde denne stejle stigning heldigvis også. Går det op, skal det jo også gå ned. Desværre er det på små og smalle stier, der ikke kan udnyttes optimalt.

Kilometer skiltene passer ikke mere, de viser ca. 1 km. forkert. Viser 12 km. men vi har ”kun” løbet 11. Skal jeg føle mig snydt for den km. nej, det er vidst lige meget, tror ikke jeg kommer til at mangle den.

Lige før 13 km. går det stille og roligt i kolonne løb. Det er som om de andre løbere gerne vil trække det lidt inden bjergbestigningen. Nogle vil endog lade mig komme foran, men jeg siger til dem at vi skal holde vore pladser i køen.

Bådpladsen.

Trappen.

Og nu starter det. Godt en kilometer ligger forude hvor det bare går op op og op. Der går heller ikke længe før jeg får brug for min tro følgesvend.

Stenen får lige et klem og jeg holder løbet i gang. Rundt om et sving og det går stadig opad. Et sving mere. Jeg løber forbi mange der går op. De kender sikkert ikke tricket med stenen. Den får lige et klem mere.

Kan det da blive ved? Ja, det kan!

På et tidspunkt bliver jeg overhalet af en løber der i forbifarten siger: ”Det er jo fuldstændigt vanvittigt at løbe om kap med 4,5 km/t”

Jeg kunne kun være enig med ham, men havde ikke luft til at svare ham.

I øvrigt var jeg også optaget af en samtale med min sten, noget med at holde aftaler og den slags. Den holder sin del af aftalen og jeg forbliver løbende.

Ham jeg blev overhalet af er gået i stå og begyndt at gå. Da han kan høre jeg kommer løbende, begynder han at løbe igen, Sejt. Fra mit første løb ved jeg hvor svært det kan være, at komme i gang igen, der midt på bjerget.

Nu flader det ud, lidt i hvert tilfælde. Det er gode tegn for så er toppen nær. Og sandelig om jeg ikke kan begynde at give den gas igen. Der bliver spurtet de sidste 100 meter. Endelig i mål. Jeg gjorde det.

Jeg tog et billede af stenen sagde pænt tak for godt samarbejde og lagde den på plads. Så kan en anden løber evt. få gavn af den!

Målet var at løbe op ad bjerget hvilket jeg gjorde, takket være stenen.

Tiden var ”lige meget” men måtte gerne ligge mellem 1:23 og 1:25, det blev til 1:23:41.

En tilfreds løber der på vej ned ad bjerget lovede at komme igen næste år.

Frit oversat efter Kim Larsen:

Se din skov fra tårnets top, tag f.eks. ud til Himmelbjerget og så snegl derop!


Min tro følgesvend